Sky-Work: Til tops i dansk industri

Sky-Work er et dansk firma, der har eksisteret siden 2014. De er specialiserede i erhvervsklatring, som endnu er lidt en niche i Danmark, men som har enormt stort potentiale. De har allerede udført opgaver for mange store selskaber, og de er godt på vej til at klatre helt til tops i dansk industri.

Erhvervsklatring giver helt nye muligheder

Erhvervsklatring er endnu ikke vanvittigt udbredt i Danmark, men Sky-Work er alligevel ved at have skabt sig et temmelig solidt navn. Med erhvervsklatring har man nemlig mulighed for effektivt at varetage vanskelige opgaver, der ellers ville kræve stilladser eller kraner. Kort sagt går det ud på, at man i et reb hejser sig ned fra toppen af en bygning, vindmølle eller andet for at kunne arbejde i højden. På denne måde kan man komme til hvor som helst, og det er væsentligt nemmere end at skulle stille an med alverdens ting og sager for at kunne nå det pågældende område. Det er derfor også en meget billigere løsning end de traditionelle muligheder, og derfor er der også flere, der er ved at få øjnene op for erhvervsklatring, når der skal varetages håndværksopgaver i højderne. Hvad enten det er til vedligeholdelse eller til ny opførsel af bygninger, er det en nem og enkel måde at komme til på, og det giver mulighed for at arbejde på steder, som ellers ikke umiddelbart kan nås.

Hjernerne bag Sky-Work

Erhvervsklatring – eller rope access – er en teknik, der oprindeligt stammer fra England. Jeppe Graversen, som er stifter og direktør i Sky-Work, så imidlertid muligheder i teknikken og startede derfor firmaet tilbage i 2014. Siden han færdiggjorde sin tømreruddannelse i 2009, har han beskæftiget sig med netop erhvervsklatring, og han har dermed masser af erfaring med arbejdet. Graversens far startede som iværksætter, da Graversen selv var et år gammel, og derfor har iværksætteri altid ligget ham nær. Med Sky-Work får han hver dag lov til at udfordre sig selv på nye måder og bevise, at han godt kan – også på trods af ordblindhed, som han altid har kæmpet med. Han har tidligere varetaget opgaver både på boreplatforme, vindmøller og diverse byggeprojekter, og nu står han for den daglige ledelse af Sky-Work, men er samtidig ikke bleg for at give en hånd med på forskellige opgaver. Graversen har desuden arbejdet som supervisor for blandt andet IRATA, som certificerer uddannede erhvervsklatrere. Thorin Hermansen, som er souschef og projektleder i Sky-Work er uddannet på niveau 3 hos netop IRATA og har været i branchen siden 2012. Han står mest for at finde frem til den smarteste og mest økonomiske løsning ved forskellige projekter, og det er ham, der står for at beregne tilbud til potentielle kunder.

Veluddannede håndværkere i alle afskygninger

Det er naturligvis ikke kun Graversen og Hermansen, der er veluddannede i dette foretagende, og samtlige ansatte i Sky-Work har naturligvis en uddannelse inden for erhvervsklatring med sig. Derudover er de alle uddannede håndværkere på den ene eller anden måde, og det vil sige, at der er specialister i alverdens forskellige arbejdsområder ansat. Og sikkerheden er naturligvis altid helt i top. Når man arbejder i højderne, er det fuldstændig altafgørende, at der bliver gjort nok ud af sikkerheden, og det gør der heldigvis i Sky-Work. Jeppe Graversen har selv en lang række opgaver bag sig, og han ved om nogen, hvor vigtigt det er at være fuldkommen sikker, når man udfører arbejde langt over jorden. Derfor sørger han for, at hans team altid er forberedt til fingerspidserne, og at de ansattes kompetencer løbende bliver udviklet, så de kan udføre opgaverne bedst og sikrest muligt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *