print

Pilotprojektet - hvad virker?



Pilotforløbet er nu afsluttet. Det er her idéer er blevet afprøvet og nye kommet til inden opstart af Pioneruddannelsen i skoleåret 2009/2010

 

Pioneruddannelsen – en vej til forandring…
Pioneruddannelsen er det nyeste initiativ i Pionerkampagnen. Visionen er, at flere elever og studerende udvikler innovative kompetencer gennem deres formelle uddannelsesforløb. Derfor uddanner Pioneruddannelsen ”pionerguider”, der efterfølgende skal støtte og opmuntre kolleger på egen skole til at eksperimentere med innovativ undervisning med henblik på udvikling af elevers og studerendes innovative kompetencer.

 

 

Jesper Larsen - en af vinderne af Pionerprisen 2008 - fortæller om erfaringer med arbejdet med innovative undervisningsforløb.

 

 

”Yes, jeg har lavet en fejl”
For anden gang er deltagerne i Pioneruddannelsens pilotprojekt samlet. Stedet er Vejle Handelsskole, og deltagerne er fra alle steder i landet lige fra Rostrup skole i Mariager kommune til Københavns Tekniske Skole. De er spændte og nysgerrige på, hvad dagen vil bringe. Sidst deltagerne mødtes gik de hjem fyldt til randen med idéer til innovative undervisningsforløb. Det var KIE-modellens tre læringsrum, der var i fokus. KIE-modellen er et værktøj, der kan være med til at konkretisere innovative undervisningsforløb ved at opdele processen i det kreative-, entreprenante- og innovative læringsrum.


De tre rum

I de tre rum er der forskellige metoder, der kan understøtte den innovative proces. I dag skal deltagerne et spadestik dybere med øvelser omkring lærer- og underviserrollen og elev- og studenterrollen i de tre rum. Hvad de imidlertid ikke ved, er at 25 spændte handelsskolelever er lånt til denne øvelse. Deltagerne skal prøve kræfter af med virkeligheden!! De skal afprøve deres egen rolle, elevernes rolle og samspillet derimellem og selv få en fornemmelse af, hvordan de nye roller har en positiv effekt på det konkrete undervisningsforløb i de tre læringsrum.


Der er meget, der skal læres i denne proces. Helt nye måder at tænke sin egen rolle som underviser og lærer. En tænkning der, når den omsættes til handlen, naturligvis vil medføre uforudsete hændelser, og hvad vi i daglig tale vil kalde ”fejltrin”. Fejl behøver dog ikke at være noget negativt. Tværtimod. Budskabet er klart: Fejl skal der til, og fejl er kun et tegn på risikovillighed og skridt i nye retninger. Derfor skal de fejres og ses som små skridt, der er nødvendige for at skabe en kultur med plads til innovative undervisningsforløb.

 

Det kreative paradoks
Inden deltagernes møde med eleverne skal de klædes på. De ved endnu ikke, hvad der venter dem. Underviserne Ann-Merete Iversen og Finn Skaarup fra Pioneruddannelsens arbejdsgruppe står for at give dem de bedst mulige værktøjer og den bedste viden til at kunne reflektere over brugen af lærer- og underviserroller og elev- og studenterroller, og på denne måde lære at styre innovative processer.


Påstanden er, at stramme rammer fordrer kreativitet. Derfor kræver innovative processer enormt meget styring, selvom det umiddelbart kan forekomme paradoksalt. Når det er sagt er styringens mål, at eleverne selv tager styringen. ”Når eleverne selv er på, bliver de tændte”, fortæller en af deltagerne, hvilket er selve humlen ved innovative undervisningsforløb; at eleverne begejstres og tager initiativ. Ved disse undervisningsforløb er det lærerens/underviserens rolle at skabe rum for at eleverne kan indtræde i roller, der giver dem ejerskab og derved også lyst til læring.

 

Derfor!!

Deltagerne på Pioneruddannelsen blev inddelt i par og fik hver stillet 2-3 elever til rådighed, som de skulle præsentere for en konkret case. Deltagerne tog udfordringen op med begejstring men også en vis forundring. Kom der virkelig nogle ”rigtige” elever, og hvordan kunne de på relativt kort tid afprøve nogle teknikker, der kunne give et indtryk af deres respektive nye roller.


Øvelsen var en succes og både elever og undervisere/lærere følte, at de fik noget ud af øvelsen. Øvelsen påpegede dog også, at det tager tid at indtræde i nye roller, og at det kræver træning at træde ud af de vante roller. Derfor er Pioneruddannelsen så vigtig. Den skaber en konkret mulighed for – sammen med ligesindede – at afprøve, diskutere og sparre omkring de nye metoder og de muligheder, der ligger i disse. Både for lærere, undervisere, elever og studerende.

 

 

 

 

Logbog: et styringsredskab

 

På modul 2 blev deltagerne præsenteret for log-bogs-redskabet, som er et digitalt medie og som kan bruges i innovative undervisningsforløb.


Eleverne/de studerende kan få overblik i deres opgaveforløb og underviserne/lærerne kan følge med i processen fra sidelinien.


Du kan frit downloade et program her på siden, der giver dig adgang til at afprøve logbogen med dine elever/studerende.


Link til programmet http://logbog.skolemedia.dk/

 

 


For at anvende programmet i forhold til KIE-modellen, har vi lavet en særlig fil du skal bruge, når du har downloadet programmet. Denne fil kan rekvireres ved at skrive til anne.cederlund.rytter@uvm.dk